DE SOM SEJREDE... REVIEW BY TOR BRANDT FEB. 2005
Jeg vil starte med at sige, at De Som Sejrede er et fantastisk album. Det er god, atmosfærisk, drømmende synthesizer ambient, stort inspireret af et hedenskab, jeg ved er stærkt.
Der er ingen tekster, men numrenes titler siger det hele; man ved straks at Bjørn ikke blot er en mand, som er fascineret af vor gamle kulturarv - han er ét med den, og han har helt fat det rigtige sted. Hvis man oven i købet kan tænke blot en lille smule selv, vil man se at titlerne fortæller en smuk historie;
Det første nummer Mod Lindisfarne starter ud med en synth bas, der ligesom
vandrer afsted. Lydbilledet trækker sig dovent men målbevidst opad ved hjælp
af flydende, svævende akkordflader. Jeg ser for mig hvordan vikingerne tager
afsked med deres familier, for at sejle ud på det store hav, med kurs mod den
engelske ø.
Dernæst kommer nummeret Sejlende Gennem Dybe Dale, hvor vemodige
akkordrundgange akkompagneres af en støj, der tegner billeder af brusende bølger,
og henimod slutningen af nummeret svæver krigstrommerne indover lydbilledet.
I det næste nummer I Krig bliver man kastet hovedkulds ud i et moderat
storladent strygerarrangement, som fremkalder tydelige billeder af stolte
krigere, marcherende mod slagmarken.
Hurtigt bliver man ledt videre til nummeret Slaget Som Varede Evigt. Når et
slag skal afbilledes med lyd, kunne man nemt fristes til at rode en masse
kaotisk støj sammen. Bjørn har valgt en anden, meget mere æstetisk smuk måde;
nummeret lægger ud med en travende bas, der hurtigt flyder sammen med en halvskæv,
vemodig strygerflade. Indimellem falder lydbilledet nærmest sammen i korte
kollapser, men hiver sig så op igen - som en kriger slået til til jorden, som
tappert rejser sig for at kæmpe videre. Nummeret bliver dog ikke på noget
tidspunkt voldsomt, og fremkalder hos undertegnede storslåede og vidunderligt
smukke billeder af en slagmark i slowmotion. Næsten tårefremkaldende i sin
underspillede æstetik. Et langt nummer, men måtte gerne have fortsat meget længere
- men så er det jo heldigt, at man bare kan sætte pladen på igen.
I det næste nummer Sværdet forestiller jeg mig, at man ser krigen fra en
personlig synsvinkel. Man får lov at kigge ud gennem en deltagende krigers øjne,
som kampen bevæger sig fremad. Nummeret handler for mig ikke om frygt, som man
kunne tro i forhold til emnet, men snarere lyder det af nysgerrighed og spænding;
den breakede bas, de flydende strygere og den legende xylofon agtige melodi
skaber en sjov blanding af følelser, som jeg vil forestille mig er til stede
under et slag.
Stormende Mod Fjenden derimod udgyder, med sine skæve arrangementer, en smule
frygt - eller måske nærmere det lettere uvirkelige adrenalin sus, når kampen
er på sit højeste, og fjendens fæstning stormes efter det udvendige forsvar
er nedlagt. Nummeret slutter af med storladne trommer, som indikirer momentet,
hvor vindebroen brydes og krigerne stormer ind i fæstningen.
Det næste nummer Tårnets Krigere lægger ud med en lettere kaotisk synth
harmoni, som senere akkompagneres af en endnu mere kaotisk overstemme. Disse
splittes op fra tid til anden af små pauser, hvor vikingerne går i dækning
for bueskytterne i tårnet og vurderer deres situation. Nummeret slutter med
tiltagende kaos, hvorefter lyden ender brat. Tilbage er en rolig, flydende
flade, som leder videre til næste nummer;
Nattefrost foregår efter slaget. Det er det nummer på pladen, jeg finder mest
dystert. Her fortælles der om tabene ved et slag. Krigerne inspicerer
slagmarken og samler de døde op. Nummeret er ikke sørgeligt eller patetisk,
men holder en stolt og afklaret tone. De døde er ikke rejst til Valhalla forgæves,
og de kan nu nyde deres overlevende kammeraters æresfrygt.
Den selvsamme ære og stolthed er netop hvad det næstsidste nummer Mit Hedenske
Blod handler om. Nogle krigere bliver på Lindisfarne, deres nyerhvervede
territorium, mens andre sejler hjemad med udbyttet af togtet. Hjem til deres
familier og deres fædreland, alt det de elsker. Og de kan vende hjem i
stolthed, for de har vundet slaget. Nummeret består af forskellige elementer,
som flyder ind og ud af lydbilledet, og på den måde giver det en god dynamik.
Omkring midt i nummeret åbner nummeret helt op og bryder ud i et storslået
strygerarrangement, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på
undertegnede.
Sidste nummer hedder Vintersolhverv. Vintersolhvervet er en vigtig ting for os
hedninge - her fejrer man at dagene vender, og fader sol begynder at hverve sin
plads tilbage på himlen Lyset og varmen vender tilbage, og livet begynder igen
at myldre i skov og på hede. Krigerne er vendt hjem fra krig, og er atter
forenede med deres kære. Alting bliver bedre nu, og alting skal nok gå endda.
Dette er jo i virkeligheden den fællesmenneskelige historie om forandring;
krigen må kæmpes, uanset om dette så er en reel, fysisk krig eller en indre
krig. Det vigtigste er at man kæmper med ære, og dør i stolthed, om man må.
Hvis man glemmer sine rødder og sit blod, er man først tabt.
Fantastisk plade, Bjørn.
Bedømmelse: 6/6